Rekonvalescenten
Hvor illustrativt: Som den førsteklasses empatiske far jeg er, så nåede jeg lige akkurat at få skældt min datter ud for at være en skulkende bedrager, hvorefter hun 13 sekunder senere kastede dramatisk op ud over køkkengulvet. Så nu sidder vi her igen, min syge datter og jeg, for allerede anden gang i denne måned (gad vide hvad de tænker ovre i skolen, der kommer nok snart en bekymringsskrivelse).
Men alt er ikke tabt. Dels har hun det efter omstændighederne godt. Hun har ikke kastet op siden i morges, og sidder nu (mens dette skrives) og klukker højlydt i forældrenes seng over et afsnit af Dragonball. Dels giver den nedslående start på dagen mig mulighed for at bringe finske Helene Schjerfbecks fine maleri ‘Rekonvalescenten’ (1888). Der er her på 140 års afstand slående ligheder mellem, hvordan man dengang som nu ser ud, når man er lille og er på vej i bedring. Det med at være svøbt ind i et tæppe, det pjuskede hår. Jeg kan lide lysindfaldet, de frie penselstrøg, den impressionistiske inspiration. Og jeg sætter pris på den spirende håbefulde kvist; vi kan vel alle bruge lidt optimisme i disse tider.
Lidt pudsigt læste jeg mig til at ‘Rekonvalescenten’ i 2006 kom på andenpladsen i en afstemning om at være Finlands nationalmaleri. Vinderen i afstemningen? Ja, se selv:
Altså, hvad skal man egentlig sige til Hugo Simbergs symbolistiske ‘Den sårede engel’ (1903)? Jeg synes intuitivt at det er aldeles rædderligt, men jeg er omvendt med på, at man kan tolke alt muligt ind i maleriet. Så hvad er det, at finnerne ser? Hvad er det, der taler til dem og deres følelser? Er det den dybe melankoli? Artikuleringen af skrøbelighed og sårbarhed - og den menneskelige evne til at vise medfølelse og drage omsorg for andres lidelser? Er det såret uskyld og renhed? Er det tro og håb, og vintergækker, der insisterer på skønhed og liv i et dystert landskab? Er det måden, som børnene bliver konfronteret med livets alvor - blodige vinger, måske permanent blindhed - alt for tidligt? Er det et Memento Mori? Hvem identificerer finnerne sig med, når de ser billedet? Den sårede engel, eller de mutte, alvorlige, melankolske børn - der træder til i mørke stunder?
Jeg siger ikke, at man kan forstå et folk eller en kultur ud fra den billedkunst, som et flertal af dem elsker. Men jeg tror alligevel at det kan give et fingerpeg. Og finnerne er ret tydeligt ikke fremmede overfor melankoli, hvis man skal dømme ud fra kunsten.
PS. Nedenfor mine bud på de to vigtigste danske malerier. Jeg må uddybe en anden dag.
L. A. Ring - 'I høst (1885)'
J. F. Willumsen - 'En bjergbestigerske' (1912)