Som alle andre velmenende (og grundlæggende usikre) forældre abonnerer vi på Børneavisen i det lønlige håb, at det vil inspirere vores børn til at læse og udvikle en nysgerrighed overfor verden. I går aftes læste husstandens bedste bud på et kommende intellektuelt fyrtårn i avisen, mens hun med en vis utålmodighed ventede på, at jeg fik færdiggjort de obligatoriske aftenskåle med frugt. “DÅRLIG HUND!”, udbryder hun pludselig, alt imens hun griber en blyant fra storebroderens penalhus og beslutsomt streger løs i avisen.

Da vi i disse måneder er i færd med at købe en hund, tror jeg i et kort sekund, at udbruddet er relateret til den proces. Men hun kigger dramatisk op på mig - ikke ulig dette jordegern - og siger med en ganske uvant hidsighed og intensitet i stemmen: ‘JEG HADER TRUMP’ og viser mig sin kreation på billedet ovenfor. 

Udbruddet kom bag på mig. For vi har ikke talt om det amerikanske præsidentvalg herhjemme, hverken op til eller efter. Jeg anede ikke min datter havde dannet sig holdninger om Trump. Og det gjorde mig lidt stum et øjeblik. 

Kender I de der stereotype portrætinterviews med politikere og meningsdannere, hvor man kan være 100% sikker på, at de på et tidspunkt får sneget en floskel ind om, hvordan de i deres barndomshjem ‘talte om politik hen over aftensmadsbordet’. Man ser billedet for sig af en velfungerende kernefamilie i sokratisk dialog, hvor de på tværs af generationer og gryden med økologisk pasta udfordrer og udvikler hinanden med åbenhjertige diskussioner om intersektionalitet, geopolitiske udviklinger i det sydkinesiske hav og det principielle forhold mellem lighed og frihed. Og at disse diskussioner som det naturligste i verden ledte til politisk interesse og et brændende behov for at ændre samfundet.

Nuvel, jeg kan afsløre, at det ikke er helt sådan at det fungerer herhjemme. Det, vi taler om ved maden er primært hvordan det gik i skolen i dag, fordelene og ulemperne ved de forskellige hunderacer, om man gider have redt håret efter aftenbadet (svaret er nej. Altid nej) - eller om tilsvarende helt nære ting. Børnene er stadig kun 8 og 10 år, så måske det ikke er så underligt igen, at vi ikke endevender verdenssituationen på daglig basis. Men min yngstes politiske vækkelse har alligevel fået mig til at tænke over, hvordan man griber det an at introducere verden - og dens fortrædeligheder (og ligeså vigtigt: skønhed) - for ens børn. 

Bevares, jeg ved godt, at det i virkeligheden ikke er op til mig. Vi ser ikke flow-tv og hører sjældent radio, så børnene bliver ikke rigtig eksponeret for passiv nyhedsopdatering, når de er hjemme. Den måde jeg selv på osmotisk vis opsugede viden om ozonlagets forestående perforering, regnskovenes forsvinden og Warszawa-pagtens trusler, gælder med andre ord ikke for dem. Men jeg er ikke mere sløv, end jeg godt kan regne ud, at hun må være stødt på Trump enten i skolen eller i de ting, hun ser på skærmene. 

Generelt er vi en overraskende apolitisk husstand. Måske især taget i betragtning af at jeg selv er uddannet politolog, politisk interesseret og endda noget så arkaisk som medlem af et parti. Eller muligvis skulle man snarere skulle sige: uskyldig husstand. Forstået på den måde, at hvis vi har et spektrum fra ‘Vi fortæller og taler om alt, også det uhyggelige’ til ‘Vi taler om det nære, lader børn være børn så længe som muligt og skåner dem for det uhyggelige, så vidt det lader sig gøre’, så er vi i vores hverdag klart langt ovre i den sidstnævnte fløj.

Resultatet er, at mine børn er meget optaget af de nære relationer, og at de er … uskyldige i deres tankemønstre. Også, oplever jeg, sammenlignet med andre børn på deres alder. Konceptet ‘nogen-vil-mig-det-ondt’ eller ‘nogen-handler-forkert-og-det-nogle-gange-med-vilje’ giver stadig ikke mening for mine to. Jo, måske når de møder skurke i fiktionens verden, men i den virkelige verden møder de andre mennesker med en grundlæggende tro på, at vi alle vil hinanden det godt. De ved godt at der findes krige og Ukraine og Gaza; men det er abstrakte koncepter for dem, gerne reduceret til binære kategorier (‘Putin er ond’). Intet af det er virkeligt for dem. De ting, de er bange for, er i den nære sfære (“kan Olivia lide mig?”), ikke de store meta-ting. 

Den åbne og tillidsfulde tilgang til andre mennesker er selvsagt ikke noget de har fra deres sortseende og notorisk skeptiske far. Og jeg er da også på det seneste begyndt at tænke på, hvordan vi bedst ruster dem til at møde verden, som den også er. Men hvornår og hvordan introducerer man børn for atomtruslen, klimakrise, Holocaust og mænd der bærer shorts på arbejdspladsen, uden at traumatisere dem for livet? Hvis ikke vi som forældre selv gør det, så er der en eller anden åndssvag influencer på youtube, der ender med at gøre det. Og har man egentlig ikke en moralsk forpligtelse til at gøre ens børn bevidste om verden og dens udfordringer? Hjælper jeg i grunden mine børn ved (forgæves) at ‘beskytte’ dem? I et mere aktivistisk verdensbillede burde jeg vel snarere skabe rammerne for, at de engagerer sig for at ændre ting. Men hvordan gøres det bedst, så de bevarer livsmodet i det, der lader til at blive en stadig mere udfordret, lukket og pessimistisk verden?

Efter at min overraskelse over datterens Trump-had havde lagt sig, så talte jeg med hende om, at ja, Trump er uforudsigelig og at han mener ting, som både hun og hendes far synes er dybt forkerte. Men omvendt er det også vigtigt, at vi ikke går rundt og hader andre og krydser navne over på dem, som mener noget andet end os selv. At mennesker er forskellige, ser verden på forskellig vis og derfor også mener mange forskellige ting. Og at det er helt ok og at vi skal tale og leve sammen alligevel. At andre ikke nødvendigvis er dårlige eller forkerte mennesker, bare fordi de ikke mener noget andet end man selv gør. Og hvordan ville hun selv føle det, hvis nogen gik og krydsede hendes navn ud, fordi hun mente noget andet end dem?

Det kunne hun godt se, sagde hun, og hun gav mig ret, men lidt på den der, 'ja-ja, far, jeg holder af dig og er klog nok til at vide, at du har det bedst, når du har fået lov til prædike færdig’-måde. Den blev dog efterfulgt af et tæt kram og et kys, så jeg håber da at jeg ikke var helt galt på den.

Men … var det så det rigtige at gøre? Burde jeg i stedet have mødt hende i hendes uro, og talt med hende om de geopolitiske udfordringer i de kommende år? Er det ikke sådan, at ‘vi-diskuterede-altid-politik-ved-middagsbordet’-segmentet ville have grebet det an? Dilemmaerne bliver næppe mindre i de kommende år, når børnene bliver større og emnerne tilsvarende vokser.