Kåre Ghisler Fuglsbjerg

Jeg har egentlig ingen principielle problemer ved at sidde her frimodigt og påstå, at jeg havde hørt om den britisk-tyske maler Frank Auerbach før jeg stødte på en af hans nekrologer forleden. Han var trods alt, kan jeg læse mig til, 'a celebrated and tireless painter’, 'one of the towering figures of British postwar art’, der:

‘redefined portraiture … by making portraits of people close to him that were so dense with paint that they bordered on abstraction. Facial features faded into way into swirls of grey, and roiled backgrounds threatened to consume the sitters posed before them’

Og:

He was also known for the unique way in which he created his work – repeatedly scraping the paint from versions he was dissatisfied with and starting again until the finished work could be so laden with paint that it threatened to wobble off the canvas.

He once estimated that 95% of his paint ended up in the bin. “I’m trying to find a new way to express something,” he told the Guardian. “So I rehearse all the other ways until I surprise myself with something I haven’t previously considered.”

Det ville dog være løgn, hvis jeg påstod at jeg havde hørt om Auerbach. Jeg mindes ikke at være stødt på ham, hvilket muligvis er en uheldig bivirkning af at min kunstsmag ophører med at fungere efter 1920’erne. Figurative malere i Camden Town og deres venner i Soho (såsom Lucian Freud og mit personlige hadeobjekt Francis Bacon, jeg tilgiver aldrig hans mishandling af Velázquez) er sjældent øverst på min liste over malere, jeg har lyst til at udforske.

Men jeg vil jo heller ikke være ukultiveret og udannet, så jeg læste løs om Auerbach. Jeg kom til at fnise lidt af dette citat fra Financial Times’ nekrolog:

By the time of Tate Britain’s retrospective in 2015, Auerbach’s painterly world of sites and sitters — the buildings and park around Mornington Crescent and Primrose Hill, sometimes depicted in brilliant sunburst hues; his lover Stella (Estelle) West and wife Julia — had become one of modern art’s instantly recognisable personal landscapes.

The achievement was the more compelling because his method — piling on and scraping down layer after layer, heavy impasto, staccato strokes, until the moment, he said, when the painting “speaks back” — created hard-won, contingent, only just cohering images. Auerbach once gave his gallerist a diagram of a Mornington Crescent picture annotated “hole”, “man with wheelbarrow”, “distant houses” and “I can’t remember if that is a man or a cement mixer”.

Der er nu noget vidunderligt over en skabende kunstner, der ikke umiddelbart kan kende forskel på en cementblander og et menneske i sine egne værker. Og hvis jeg skal være ganske ærlig, så ved jeg heller ikke for alvor, hvad jeg skal tænke og føle om dette maleri (solgt for 5 mio. USD i 2022!): Frank Auerbach - Head of Gerda Boehm' (1964)

Hvad skal man stille op med det portræt? Det ligner en af de mågeklatter på molen, jeg så desperat forsøgte at stoppe børnene fra at spise da de var små, og vi gik ture ved Roskilde havn. Men … måske det er mig, og ikke Auerbach, der har et problem. Noget tyder på det. For nyligt læste jeg en stærkt provokerende artikel, hvori skribenten skriver:

I have also found impressionism to be the favorite style of most people, at least among the more educated classes. When someone tells me that impressionism is their favorite style, I immediately suspect that they are not intensely interested in art. That’s not because there’s anything wrong with impressionism—it’s a perfectly fine style—rather because I think to my self, “What are the odds that they’d randomly pick impressionism from among all the other equally great styles, if they were not basing their taste on which style is the prettiest?”

Så sidder man her, som dybfølt elsker af (post-)impressionisme og bliver outet som en overfladekunstelsker, der primært kan lide smukke ting. Og … ja, det er jo rigtigt. Til en vis grad. ‘Grim’ kunst fascinerer mig ikke. Jeg drages af det smukke, det ægte, det sande, det gode. Og af det evigt tabte og det melankolske. Så naturligvis kan jeg også bedst lide Auerbach når han maler steder, især med varme farver; det kan min sarte æstetiske mave bedre håndtere.  

Frank Auerbach - ‘Camden Theatre Cold Spring’ (1977)

Frank Auerbach - 'The Studio II' (1995)

Måske bliver min kunstsmag mere voksen en dag. Måske jeg en dag står foran et George Baselitz maleri og bliver betaget af alt dets altfortærende grimhed. Eller måske jeg en dag tilgiver Francis Bacon for hans transgressioner. Hvem ved. Uanset hvad, så tyder noget på, at hvis jeg havde spurgt Auerbach, så ville han mene, at jeg skulle se og stoppe med det der utiltalende krukkeri. Som Janan Ganesh skriver:

His art was the other interesting thing about him. Frank Auerbach, the painter who died on November 11, put blob of colour over encrusted blob of colour until his work was literally heavyweight. (A canvas of his took as much effort to lift as a bigger one by someone else.) Because super-thick impasto is such a cliché now — something chain hotels put on their walls — it is hard to understand how polarising it still was in the mid-20th century. This, plus Auerbach’s excusable indifference to the world outside the Primrose Hill to Islington corridor, cost him. It wasn’t until the second half of his life that he got his commercial and critical due as one of Europe’s major artists. 

What could be more interesting than such work, then? His personal lack of introspection. Because no one had more to be introspective about. As a child, Auerbach was sent to Britain from Nazi Berlin by his Jewish parents, whom he would never see again. Asked about this experience, he’d offer the following. “I’ve simply moved on.” “Life is too short.” “I’ve done this thing that psychiatrists disapprove of, which is blocking things out.” “There’s just never been a point in my life when I felt I wish I had parents.” “I’m not given to self-analysis.” When critics said his art was “surely” the expression of some inner turmoil, he’d stress how much fun it was to make. 

There is a point that needs constant remembering in metropolitan circles. Most people get through their lives without reflecting on their interior state very much. This behaviour is not just compatible with a functional life, but with a successful and happy one. It need not suggest “repression” — though in some cases does — so much as a genuine lack of interest in the subject of oneself. Believing otherwise is one thing that has come to mark educated liberals out from much of the rest of society. 

Of all the discoveries I made on my way up the social pole — that microwave ovens are naff, that it is “the south of France” not “southern France” — the most startling was the intense bourgeois belief in the power of self-examination, whether alone or in the presence of a paid professional. (And this was Britain. Imagine the same social ascent into the American upper middle class.) I don’t doubt that it does good things for people. I just fear that some of them think it is, or should be, universal. Lots of people now won’t date or befriend those who “don’t do work on themselves”. That is much more of the pool than you think, friend. 

Vi er kommet et stykke rundt omkring i dette indlæg (undskyld), fra figurativ kunst over min manglende kunstneriske dybe til hvorvidt introspektion er overvurderet. Det sidste grubler jeg (fnis) selvsagt en del over. Er det mon sandt? Jeg håber det ikke, men måske det ville være vejen til et lidt mindre neurotisk liv, hvis jeg holdt med at overintellektualisere og fortolke forholdene i min egen navle konstant. 

Hvor illustrativt: Som den førsteklasses empatiske far jeg er, så nåede jeg lige akkurat at få skældt min datter ud for at være en skulkende bedrager, hvorefter hun 13 sekunder senere kastede dramatisk op ud over køkkengulvet. Så nu sidder vi her igen, min syge datter og jeg, for allerede anden gang i denne måned (gad vide hvad de tænker ovre i skolen, der kommer nok snart en bekymringsskrivelse).

Men alt er ikke tabt. Dels har hun det efter omstændighederne godt. Hun har ikke kastet op siden i morges, og sidder nu (mens dette skrives) og klukker højlydt i forældrenes seng over et afsnit af Dragonball. Dels giver den nedslående start på dagen mig mulighed for at bringe finske Helene Schjerfbecks fine maleri ‘Rekonvalescenten’ (1888). Der er her på 140 års afstand slående ligheder mellem, hvordan man dengang som nu ser ud, når man er lille og er på vej i bedring. Det med at være svøbt ind i et tæppe, det pjuskede hår. Jeg kan lide lysindfaldet, de frie penselstrøg, den impressionistiske inspiration. Og jeg sætter pris på den spirende håbefulde kvist; vi kan vel alle bruge lidt optimisme i disse tider.

Lidt pudsigt læste jeg mig til at ‘Rekonvalescenten’ i 2006 kom på andenpladsen i en afstemning om at være Finlands nationalmaleri. Vinderen i afstemningen? Ja, se selv:

Altså, hvad skal man egentlig sige til Hugo Simbergs symbolistiske ‘Den sårede engel’ (1903)? Jeg synes intuitivt at det er aldeles rædderligt, men jeg er omvendt med på, at man kan tolke alt muligt ind i maleriet. Så hvad er det, at finnerne ser? Hvad er det, der taler til dem og deres følelser? Er det den dybe melankoli? Artikuleringen af skrøbelighed og sårbarhed - og den menneskelige evne til at vise medfølelse og drage omsorg for andres lidelser? Er det såret uskyld og renhed? Er det tro og håb, og vintergækker, der insisterer på skønhed og liv i et dystert landskab? Er det måden, som børnene bliver konfronteret med livets alvor - blodige vinger, måske permanent blindhed - alt for tidligt? Er det et Memento Mori? Hvem identificerer finnerne sig med, når de ser billedet? Den sårede engel, eller de mutte, alvorlige, melankolske børn - der træder til i mørke stunder?

Jeg siger ikke, at man kan forstå et folk eller en kultur ud fra den billedkunst, som et flertal af dem elsker. Men jeg tror alligevel at det kan give et fingerpeg. Og finnerne er ret tydeligt ikke fremmede overfor melankoli, hvis man skal dømme ud fra kunsten.

PS. Nedenfor mine bud på de to vigtigste danske malerier. Jeg må uddybe en anden dag.

L. A. Ring - 'I høst (1885)'

J. F. Willumsen - 'En bjergbestigerske' (1912)

Som alle andre velmenende (og grundlæggende usikre) forældre abonnerer vi på Børneavisen i det lønlige håb, at det vil inspirere vores børn til at læse og udvikle en nysgerrighed overfor verden. I går aftes læste husstandens bedste bud på et kommende intellektuelt fyrtårn i avisen, mens hun med en vis utålmodighed ventede på, at jeg fik færdiggjort de obligatoriske aftenskåle med frugt. “DÅRLIG HUND!”, udbryder hun pludselig, alt imens hun griber en blyant fra storebroderens penalhus og beslutsomt streger løs i avisen.

Da vi i disse måneder er i færd med at købe en hund, tror jeg i et kort sekund, at udbruddet er relateret til den proces. Men hun kigger dramatisk op på mig - ikke ulig dette jordegern - og siger med en ganske uvant hidsighed og intensitet i stemmen: ‘JEG HADER TRUMP’ og viser mig sin kreation på billedet ovenfor. 

Udbruddet kom bag på mig. For vi har ikke talt om det amerikanske præsidentvalg herhjemme, hverken op til eller efter. Jeg anede ikke min datter havde dannet sig holdninger om Trump. Og det gjorde mig lidt stum et øjeblik. 

Kender I de der stereotype portrætinterviews med politikere og meningsdannere, hvor man kan være 100% sikker på, at de på et tidspunkt får sneget en floskel ind om, hvordan de i deres barndomshjem ‘talte om politik hen over aftensmadsbordet’. Man ser billedet for sig af en velfungerende kernefamilie i sokratisk dialog, hvor de på tværs af generationer og gryden med økologisk pasta udfordrer og udvikler hinanden med åbenhjertige diskussioner om intersektionalitet, geopolitiske udviklinger i det sydkinesiske hav og det principielle forhold mellem lighed og frihed. Og at disse diskussioner som det naturligste i verden ledte til politisk interesse og et brændende behov for at ændre samfundet.

Nuvel, jeg kan afsløre, at det ikke er helt sådan at det fungerer herhjemme. Det, vi taler om ved maden er primært hvordan det gik i skolen i dag, fordelene og ulemperne ved de forskellige hunderacer, om man gider have redt håret efter aftenbadet (svaret er nej. Altid nej) - eller om tilsvarende helt nære ting. Børnene er stadig kun 8 og 10 år, så måske det ikke er så underligt igen, at vi ikke endevender verdenssituationen på daglig basis. Men min yngstes politiske vækkelse har alligevel fået mig til at tænke over, hvordan man griber det an at introducere verden - og dens fortrædeligheder (og ligeså vigtigt: skønhed) - for ens børn. 

Bevares, jeg ved godt, at det i virkeligheden ikke er op til mig. Vi ser ikke flow-tv og hører sjældent radio, så børnene bliver ikke rigtig eksponeret for passiv nyhedsopdatering, når de er hjemme. Den måde jeg selv på osmotisk vis opsugede viden om ozonlagets forestående perforering, regnskovenes forsvinden og Warszawa-pagtens trusler, gælder med andre ord ikke for dem. Men jeg er ikke mere sløv, end jeg godt kan regne ud, at hun må være stødt på Trump enten i skolen eller i de ting, hun ser på skærmene. 

Generelt er vi en overraskende apolitisk husstand. Måske især taget i betragtning af at jeg selv er uddannet politolog, politisk interesseret og endda noget så arkaisk som medlem af et parti. Eller muligvis skulle man snarere skulle sige: uskyldig husstand. Forstået på den måde, at hvis vi har et spektrum fra ‘Vi fortæller og taler om alt, også det uhyggelige’ til ‘Vi taler om det nære, lader børn være børn så længe som muligt og skåner dem for det uhyggelige, så vidt det lader sig gøre’, så er vi i vores hverdag klart langt ovre i den sidstnævnte fløj.

Resultatet er, at mine børn er meget optaget af de nære relationer, og at de er … uskyldige i deres tankemønstre. Også, oplever jeg, sammenlignet med andre børn på deres alder. Konceptet ‘nogen-vil-mig-det-ondt’ eller ‘nogen-handler-forkert-og-det-nogle-gange-med-vilje’ giver stadig ikke mening for mine to. Jo, måske når de møder skurke i fiktionens verden, men i den virkelige verden møder de andre mennesker med en grundlæggende tro på, at vi alle vil hinanden det godt. De ved godt at der findes krige og Ukraine og Gaza; men det er abstrakte koncepter for dem, gerne reduceret til binære kategorier (‘Putin er ond’). Intet af det er virkeligt for dem. De ting, de er bange for, er i den nære sfære (“kan Olivia lide mig?”), ikke de store meta-ting. 

Den åbne og tillidsfulde tilgang til andre mennesker er selvsagt ikke noget de har fra deres sortseende og notorisk skeptiske far. Og jeg er da også på det seneste begyndt at tænke på, hvordan vi bedst ruster dem til at møde verden, som den også er. Men hvornår og hvordan introducerer man børn for atomtruslen, klimakrise, Holocaust og mænd der bærer shorts på arbejdspladsen, uden at traumatisere dem for livet? Hvis ikke vi som forældre selv gør det, så er der en eller anden åndssvag influencer på youtube, der ender med at gøre det. Og har man egentlig ikke en moralsk forpligtelse til at gøre ens børn bevidste om verden og dens udfordringer? Hjælper jeg i grunden mine børn ved (forgæves) at ‘beskytte’ dem? I et mere aktivistisk verdensbillede burde jeg vel snarere skabe rammerne for, at de engagerer sig for at ændre ting. Men hvordan gøres det bedst, så de bevarer livsmodet i det, der lader til at blive en stadig mere udfordret, lukket og pessimistisk verden?

Efter at min overraskelse over datterens Trump-had havde lagt sig, så talte jeg med hende om, at ja, Trump er uforudsigelig og at han mener ting, som både hun og hendes far synes er dybt forkerte. Men omvendt er det også vigtigt, at vi ikke går rundt og hader andre og krydser navne over på dem, som mener noget andet end os selv. At mennesker er forskellige, ser verden på forskellig vis og derfor også mener mange forskellige ting. Og at det er helt ok og at vi skal tale og leve sammen alligevel. At andre ikke nødvendigvis er dårlige eller forkerte mennesker, bare fordi de ikke mener noget andet end man selv gør. Og hvordan ville hun selv føle det, hvis nogen gik og krydsede hendes navn ud, fordi hun mente noget andet end dem?

Det kunne hun godt se, sagde hun, og hun gav mig ret, men lidt på den der, 'ja-ja, far, jeg holder af dig og er klog nok til at vide, at du har det bedst, når du har fået lov til prædike færdig’-måde. Den blev dog efterfulgt af et tæt kram og et kys, så jeg håber da at jeg ikke var helt galt på den.

Men … var det så det rigtige at gøre? Burde jeg i stedet have mødt hende i hendes uro, og talt med hende om de geopolitiske udfordringer i de kommende år? Er det ikke sådan, at ‘vi-diskuterede-altid-politik-ved-middagsbordet’-segmentet ville have grebet det an? Dilemmaerne bliver næppe mindre i de kommende år, når børnene bliver større og emnerne tilsvarende vokser. 

Min datter er hjemme med en sygedag på andet døgn; en variant af den hosten og feber, der tilsyneladende hærger skolerne i øjeblikket. 

Hun var ganske oprørt over ikke at kunne komme afsted i skole. Dels fordi hun muligvis befinder sig i en småpermanent falsk bevidsthed (“men jeg ELSKER skolen!”), dels fordi der kører en børnelitteraturfestival i Odsherred i øjeblikket. Klassen skal afsted til et foredrag med en forfatter i dag, og da hun grundet feberen heller ikke var med på en anden tur til Ulvsborg i går, så er følelsen af tab og gå-glip-af forholdsvis intens. 

Selv havde jeg egentlig booket en feriedag i et smådesperat håb om at få skrevet koncentreret på den stadig mere presserende projektopgave, som min RUC-gruppe skal aflevere om mindre end 14 dage. Men i stedet er morgenen og formiddagen gået med at ligge under dynen og læse med hende. Hun læser Dragonball manga, jeg har afsluttet sidste bind i Elena Ferrantes Napoli-bøger.

Jeg skal allerede her tilstå, at intet - INTET - i øjeblikket giver mig større glæde og stolthed, end når mine børn lystlæser. Det føles intenst vigtigt for mig, at de opdager glæden ved at læse. Der er få ting jeg for alvor er god til, men at læse og skrive er trods alt min metier. Kunne virkelig godt tænke mig, at det er noget af det, jeg giver dem med videre i livet.

Undervejs i læsningen spurgte hun mig, hvad min bog handler om. Her knap 2.000 sider inde, så var det et ubehageligt relevant spørgsmål. For hvad handler Elena Ferrantes bøger egentlig om?

Jeg har skrevet lidt om dem før, men det var mest i et ‘kvindelitteratur’-perspektiv. Handlingsmæssigt sker der egentlig ikke meget henover de fire bøger. Vi følger et pige- og kvindeliv og venskab i Napoli henover syv årtier. Der er skole, forfatterskaber, børn, (knuste) ægteskaber, affærer og momentan vold. Alt sammen set gennem den kvindelige hovedpersons ikke altid særlig pålidelige fortællerøjne. Vi er i virkeligheden ovre i et melodrama, om end et velskrevet og intelligent et af slagsen. Hovedpersonen Elena er et begavet barn og en ambitiøs kvinde, der igennem livet strides med samfundets (maskuline) forventninger til hende som menneske, kvinde, mor og forfatter. Hvilken pris skal man (og dem man elsker) betale, hvis man ønsker at følge sine ambitioner? Hvor meget skal man ofre for kunsten? 

På den måde var det sjovt, at læse de sidste sider af ‘Storia della bambina perduta’ ved siden min lille, kloge og følsomme datter, der altid vil så meget og besidder så meget mere skaberkraft, end jeg selv gør. Gad vide hvor hun ender henne, og om hendes drømme bliver opfyldt. Mit job er vel at give hende de bedst mulige rammer. Måske det lige nu indebærer at forberede frokosten og lave te med honning?

Det tror jeg.